IMG_Play vokser, og vi søger derfor nye kolleger til vores team. Du skal dog kun søge stillingen, hvis du har lyst til en fleksibel arbejdsplads, hvor arbejdsglæde er et must, og du er ok med at få spændende opgaver og medindflydelse.
Vi er til gengæld åbne for og fleksible omkring at finde en passende løsning til dig, hvad end du leder efter et fuldtids-, deltids-, halvtid eller studiejob.
Hvem er IMG_Play?
Vi hjælper vores kunder at skabe værdi gennem video. Vores kunder er både mediehuse, offentlige organisationer samt private virksomheder i Norden og Europa.
Hos IMG_Play ved vi noget – en del faktisk – om, hvordan man succesfuldt bruger video til at gøre en forskel i sin forretning.
Vi er en teknologivirksomhed, men uden in-house platform. I stedet lytter vi til kundens behov og business case, inden vi lægger os fast på, hvilken teknisk løsning vi anbefaler, og som vi kan være med til at implementere og udvikle. Vores uafhængighed sikrer, at vi kan yde vores kunder bred og troværdig rådgivning og samtidig, at vi kan levere unikke løsninger og applikationer. Vores job er at kende til de nyeste teknologier, platforme og realiteter inden for et komplekst felt.
Vores kerneydelser er rådgivning inden for videostrategi, valg af videoplatform samt leverance, integration, udvikling af middleware applikation og drift af videoplatforme.
Stillingen som udvikler er en unik mulighed for at arbejde sammen med nogle af de mest erfarne specialister inden for videoområdet i Norden. Vi har alle en teknisk baggrund og har arbejdet med software, webudvikling og videostreaming i rigtig mange år.
Hos IMG_Play bliver du med andre ord en del af et krydsfelt, hvor mediebranchen møder tech-brancen.
Hvad skal du lave?
Dine opgaver vil bestå i at implementere og servicere videoløsninger fra de førende SaaS-videoplatforme såsom Kaltura, Brightcove, JW Player og IBM-video cloud. Vi udnytter platformenes muligheder og bygger API-baseret bro og workflows mellem tekniske og forretningskritiske systemer såsom CMS (typisk Drupal, Sitecore og WordPress) samt LMS. Du vil ofte skulle læse og forstå API-dokumentation, udvikle og drifte webapplikationer og løbende sætte dig ind i nye teknologier og rådgive vore kunder ift. den bedste udnyttelse heraf.
Vi foretrækker at teste mulige løsninger og bygge prototyper som en del af vores arbejdsmetode. Du vil komme til at arbejde sammen med kolleger, der har god teknisk forståelse og indsigt i kundens krav og forretning. Andre opgaver kan eksempelvis være at opbygge automatiserede workflows, hvor live og vod produceret indhold fra produktionsfaciliteter automatisk integreres og distribueres ud på eksempelvis apps på smart tv’s og mobile enheder.
Dine kompetencer
Vi er mindre interesserede i dine eksamensbeviser og mere i din motivation og dit gåpåmod samt din vilje og evne til at lære nyt.
Det er dog vigtigt, du har et godt kendskab til softwareudvikling og specifikt med PHP og JavaScript, men også meget gerne node.js og Ruby.
Gode engelskkundskaber er en nødvendighed. Du kan overskue og scope opgaver præcist og evner hele tiden at tænke i løsninger. Og du kan sætte dig ind i en kundes behov, og du har en god forståelse for dine egne kompetencer. Det er afgørende, at du er 100 % selvkørende og opsøgende i forhold til ny viden på udviklingsområdet. Endelig ser vi helst, at du har:
- Erfaring med OOP PHP7 og MySQL/MariaDB
- Erfaring med REST API’er og samspillet mellem backend og frontend
- Kendskab til Linux/ Nginx/Apache og lettere serveradministration
- Kendskab til enten et moderne JavaScript framework (React, Angular, VueJS, etc), eller vanilla JS
- Kendskab til videoencoding, asset management og DRM er en fordel, men ikke et krav
Fleksible rammer og fokus på arbejdsglæde
Jobbet er ikke tilgængeligt for freelancere. Vi leder efter faste medlemmer af vores team – men vi er meget fleksible i forhold til at aftalerammer, timeantal eller faste dage, som passer dig.
Det er vigtigt for os, at det er sjovt og spændende at gå på arbejde, og at der er en sund balance mellem arbejde, fritid og familie. Og det er ikke bare noget, vi siger i et jobopslag, det er noget vi praktiserer.
Vi værner om et godt arbejdsmiljø og en afslappet stemning på kontoret. Vores lyse kontor i København ligger ved havnefronten på Christianshavn med udsigt over havnen.
I disse ret fantastiske rammer tilbyder vi en ansættelse med rig mulighed for ansvar og selvbestemmelse, og vi prioriterer, at der er tid til at lære nyt og dygtiggørelse.
Hvis det lyder som noget for dig, så skriv til job@imgplay.com og fortæl hvorfor. Vedhæft dit CV og tilføj gerne din LinkedIn-profil, hvornår du kan starte og forventninger til løn og timeantal.
Der er ingen ansøgningsfrist men vi holder løbende samtaler indtil den rette kandidat er fundet.
Spørgsmål kan rettes til Karsten Vandrup Westh på mobil: 2333 9929 eller karsten@imgplay.com eller Jesper Dall på mobil: 2812 2944 eller jesper@imgplay.com